
For international shipping please contact us directly via e-mail: kontakt@romhatten.dk
Det er med utrolig stor tilfredshed, ja, nærmest ekstase, at vi nu kan tilbyde den næste enkeltfadsrom i rækken af Romhatten Cask Selection – denne gang fra et af vores absolutte yndlingsdestillerier, nemlig Distillerie Savanna. Det er ikke for sjov, at Savanna indenfor de seneste fem år er blevet et af rom-verdenens mest hypede destillerier, da de med deres unikke tilgang til romproduktion, har frigivet nogle exceptionelle og enestående aftapninger. Og nu er de, i samarbejde med os, klar med endnu en exceptionel og enestående aftapning, særligt udvalgt og tappet til Romhatten og det danske rom-publikum.
Denne rhum traditionnel, den ottende udgave i Romhatten Cask Selection-serien, er modnet på Distillerie Savanna i hele 15 år - først på et brugt portvinsfad og senere på et brugt cognac-fad. Rommen blev destilleret på en base af fermenteret sukkerrørsmelasse fra lokale sukkerrør i 2009, på destilleriets C20 column. Det er en intens, dyb og fyldig rom, naturligvis tappet ved fadstyrke uden nogen form for sukker-, farve- eller smagstilsætning. En værdig aftapning som nu slutter sig til den eksklusive Romhatten Cask Selection-serien.
ROMMENS TEKNISKE SPECIFIKATIONER:
Romtype: Single Traditional Rhum Vieux Traditionnel
Oprindelse: Distillerie Savanna, La Réunion, Det Indiske Ocean
Fermentering: Sukkerrørsmelasse fra lokale sukkerrør
Destillering: C20-kolonne i 2009 til 89 % alkohol
Fadet: Påfyldt ved 55 % alkohol i først ex-portvin (2009) og senere overført til ex-cognac (2019)
Modning: 15 år i troperne med 6 % årlig angel’s share
Under modning: Konsolidering med én portvin-søstertønde i 2015
Aftapning: Ved fadstyrke i september 2024
Alkoholprocent: 59,1 % ABV (bemærk stigning i alkoholprocent fra 55 til 59 %)
Kongener: 620 gr/ HLAP
Estere: 113gr/ HLAP ethyl acetate
Fadnummer: 373
Indhold: 50 cL
Udvalgt af: Mads Heitmann fra Romhatten
Tappet af: Distillerie Savanna
Antal flasker: 585
Forhandles eksklusivt på: www.romhatten.shop
Pris: 995,-
Rommens smag
Romhatten Cask Selection #8 er en rom, som vi længe har ledt efter – drømmen om, at få lov til at grave dybt i kælderen hos Savanna er gammel, men endelig kom muligheden. Efter en håndfuld fadprøver kom rommen endelig i glasset, og det var kærlighed ved første blik.
Blomme, bagekrydderier, syrlig frugt og karamel er bare nogen af de smagsnoter som kommer frem, når man smager på dette unikum af en aftapning. Cognac-fadet fornægter sig bestemt ikke, og spiller smukt sammen med portvinsfadets frugtige bærnoter. Kraftig karamel, vanilje og store frugtnoter byder sig til i munden – den er mørk, dyster og intens men samtidig sødmefuld og blød i sin eftersmag.
Distillerie Savanna
I det indiske ocean, ikke langt fra Madagaskar, finder man øen La Réunion, hvor Distillerie de Savanna producerer nogle af tidens mest spændende og autentiske rommer. Som noget ganske unikt gærer Savanna på både sukkerrørsmelasse og den friske saft af sukkerrørene. Destilleriet tilsætter ikke farve, sukker eller smag til deres rom, og sigter efter at ramme smagen af den uspoleret karakter af øens terroir. Savanna har rødder helt tilbage til 1800-tallet, og har de seneste år gjort et overbevisende indtog på premium rum-markedet, og er på kort tid blevet et kultrom-fænomen. Vi har hos Romhatten igennem længere tid ønsket at lave et samarbejde med netop Savanna, og den drøm er nu endelig gået i opfyldelse.
Romhatten Cask Selection #8 er en del af Savannas ”Unshared Casks 2025”-serie, som er en særlig række af enkeltfadsudgivelser. Disse er på kasse og etikette udsmykket med utroligt smukke billeder af dyrelivet på den tropiske ø Réunion. Så udover at rommen i flasken er helt utrolig og unik, så får man tilmed en indpakning som er ganske særlig.
Rhum Traditionnel
Distillerie Savanna er et mageløst destilleri, som laver en lang række af forskellige romtyper herunder, rhum léger, rhum tradionnel, rhum agricole og rhum grand arôme. Disse fire stilarter er alle fastdefinerede romtyper som laves i franske oversøiske departementer, og selvom rhum agricole er den mest kendte af de fire stilarter, så er der også meget kvalitet at udforske i de andre.
Rhum traditionnel, eller ’traditionel rom’, er en fransk romtype defineret ved at være lavet på en base af sukkerrørsmelasse og destilleret til et lavere alkoholisk punkt, hvilket efterlader et højt indhold af smagskoncentration. Det resulterer i en langt mere smagfuld rom, som ifl. reglerne minimum skal have et kongeneindhold på 225 g/hL AA. Derfor får du en kraftigt smagende rom som har den samme smagsintensitet som en rhum agricole, men med en anden smagsmæssig karakter.
Savanna Rhum 2009 Romhatten Cask Selection #8 er den første originale enkeltfadsrom eksklusivt frigivet til det danske marked. En danmarkspremiere. Værsgo!